Om at vokse ind i nye versioner af os selv...
Når jeg ser tilbage, kan jeg se, at hele min fordybelse i yogaen – gennem kroppen, stilheden og selvrefleksionen – også har været en proces med at aflære, for at kunne lære mig selv at kende på ny.
Aflære de mønstre, der lærte mig at være på vagt, præstere, smile pænt og ikke fylde for meget.
Som om stilhed og nærvær var noget, man først havde adgang til, når alt andet var på plads.
Aflære idéen om, at jeg skulle tage mig sammen, være dygtig og ikke larme for meget. At det var vigtigere at være elsket af andre end at kunne mærke mig selv.
Det seneste år er det blevet endnu tydeligere for mig, at et nyt livskapitel så småt er på vej. Vores ældste har været 10 måneder i Australien – og selvom han nu er tilbage på Bali, er det kun for en stund. Samtidig har vi denne sommer besøgt universiteter med vores yngste i Europa.
Det føles som om et nyt kapitel så småt tager form - hvor børnene langsomt træder mere ud i deres eget liv, og vores familieliv ændrer rytme.
Måske står du også et sted i livet, hvor noget er ved at skifte form.
Måske er der noget i dig, der længes efter at få lov til at fylde igen.
Måske mærker du en ny rytme kalde.
Jeg er i en livsfase nu, hvor jeg bevidst vælger dybde.
Og ærligt – det kræver mod.
For der er også sorg i at give slip på gamle versioner af sig selv.
Men også klarhed. Og lettelse.
Over ikke længere at skulle leve op til et tempo eller en forventning, der aldrig rigtig var min.
En ny sæson er på vej.
Og gennem sommeren har jeg haft dette med mig som en kærlig påmindelse:
"Se dig omkring.
Sæt pris på det, du sanser og oplever lige nu.
Intet vil være helt det samme næste sommer."
- ukendt
Hvad er du ved at give slip på?
Og hvilken ny version af dig er så småt begyndt at tage form?
Nogle gange kalder forandringer ikke kun på refleksion – men også på handling.
På at sige ja til det, der kan støtte den næste version af dig.
Hvis du er nysgerrig på mere, så finder du en oversigt over mine kommende events her.
Kh Trine x