Fra hobby til yoga på fuld tid
Hvordan tager man egentlig yogaen fra en hobby til sin levevej? Det er der selvfølgelig lige så mange svar på, som der er yogalærere. Og jeg forstår godt, at det spring kan virke skræmmende, når man står med papirerne på sin første yogauddannelse i hånden.
For mit eget vedkommende så startede jeg op hjemme i stuen i vores lejlighed på 5. sal. Vi var lige kommet hjem fra 2 år i Stockholm, hvor jeg havde lokket Mads, min mand med op, så jeg kunne tage min første yogauddannelse, som strakte sig over 2 år og 400 timer tilbage i 2006.
Vi voksede hurtigt ud af stuen, for mine 2 elever begyndte at medbringe veninder og kollegaer, så da Karla kom til verden i 2008, og vi flyttede i hus, indrettede jeg mit første yogastudie i stueetagen. Det var på mange måder ideelt at have så kort på arbejde, mens vi havde helt små børn.
Man siger, at man som ny yogalærer bruger de første 200 yogaklasser på at finde sin egen stemme. Jeg kan huske, at jeg havde en lille notesbog, hvor jeg skrev alle mine klasser ned med tema og refleksioner over, hvordan det var gået, og om jeg ville gøre noget anderledes næste gang. Og det var omkring 200-klasse mærket, at jeg begyndte at mærke en ny ro i maven, når jeg underviste.
Så kom fasen hvor Yogini - mit yogastudie - flyttede hjemmefra, da det endelig lykkedes mig at finde lokaler midt i smørhullet på Øbro. Det var her jeg i flere år underviste klasser og workshops og de første Yin uddannelser - mens jeg 3-4 gange årligt rejste ud for at videreuddanne mig. At prioritere tid til at lære har været en vigtig komponent for mig - og er det stadig. Hvis vi ikke holder fast i vores egen praksis og prioriterer at blive ved med at videreuddanne os og selv være elever på yogamåtten, så tørrer inspirationen ud, og vi har ikke noget autentisk at videreformidle og undervise fra.
Jeg fandt ud af, at min max kapacitet var 8 ugentlige yogahold, en månedlig workshop og 2 årlige retreats. Det lyder måske ikke umiddelbart af meget, men man ser ikke alt det, der foregår "behind the scenes". Al koordineringen, email-korrespondancen, planlægningen, forberedelsen af klasser og kommunikationen af, hvad man har på programmet. Jeg skriver alle tekster til nyhedsbreve, sociale medier og mit undervisningsmateriale selv, og det tager tid.
Fra starten har det været et hjerteprojekt. Da jeg tog min første yogauddannelse, havde jeg helt ærligt ikke forestillet mig, at det kunne blive en "karriere" på fuld tid. Men jeg kunne ikke lade være, og sådan er det stadigvæk. Jeg elsker at undervise.
Det lyder måske let, men det har krævet masser af overvindelse og tillid til processen og masser af støtte, når jeg selv tvivlede. Mange rystede nemlig på hovedet over, at jeg satte min 'gode uddannelse' over styr for en ‘hobby’. Det har været fantastisk - også fantastisk hårdt. Men det hele værd!
Mine bedste råd til dig, der gerne vil gøre yogaen til din levevej:
1. Lad yogaen være en "hobby" til en start
og lad det blive sådan i så lang tid som muligt. Så du kan give dig selv lov til at lære og praktisere uden et forventningspres om, at du skal kunne hente en (fuldtids)indtægt hjem. Det er ikke et 9 til 16 job med fast pension, og arbejdstiderne ligger ofte der, hvor alle andre holder fri. Og det skal man være afklaret med. Derudover tager det tid at finpudse sit håndværk, og det tager tid at bygge en kreds af elever op, som kommer for dig og lige netop det, du kan.
2. Glem ikke din egen praksis
Du må ikke få så travlt, at du ikke har tid til din egen praksis, for dit personlige yogalaboratorium er der, hvor du raffinerer og bygger somatisk forståelse (som aldrig kan komme fra hovedet), og det er der din kreativitet flyder fra. Vi er først og fremmest yogaelever, og underviserhatten kommer først nummer 2. Vi kan ikke undervise andre i noget, vi ikke selv praktiserer. Uden din egen praksis, bliver du let drænet for glæden ved yoga. Og som elev er det MÆRKBART, når underviserens nervesystem er reguleret!
3. Find din egen tone
og vær tro mod den. Brug din unikke historie og tro på, at hvis det giver mening i dig, så gør det det højst sandsynligt også for andre. Giv dig selv tid til at få yogaen integreret i din egen krop, så du deler ud fra DIN personlige erfaring - og ikke lånt fra andre. Yoga er en proces som former os over tid, og det kan ikke forceres. Leg med din form og dit udtryk, og lad være med at kopiere andre.
4. Prioriter (livslang) læring
At blive ved med at lære og udvikle sig er alfa omega. Der skal inspiration på tanken, ellers går man død i det og mister gejsten. Kunne jeg have gjort noget anderledes, så var det tidligere i min proces at have bygget en mandala af støtte op omkring mig. Det er først de sidste år, at jeg for alvor har givet mig selv lov til at investere i den del med mentorer på ugentlig basis, og det gør en verden til forskel.
Selvom yogaen for mig har været en levevej i to årtier, har jeg stadig en stor nysgerrighed og ønske om at fortsat at lære og forybde mig. Livslang læring er en af mine grundværdier. Jeg elsker at lære, integrere og nørde - og det er vigtigt for mig, at jeg bliver ved med at flytte mig og bygge nye Yin kapitler ind i mit liv.
Hvis du vil have et overblik over kommende muligheder for at mødes på yogamåtten og få et indblik i den verden, jeg er så begejstret for, så se med HER
Jeg vil elske at byde dig velkommen.
KH Trine x