Det starter ikke altid med os...

I dag fejrer balineserne Galungan – en tilbagevendende højtid, hvor forfædrenes ånder inviteres hjem, og hvor man ærer alt det, man står på skuldrene af.

Det er smukt at opleve. Og det får mig til at tænke på, hvordan vi i vores del af verden taler om vores rødder og det, vi kommer fra.

Her på Bali står buede bambusstænger udenfor hvert hjem i disse dage – pyntet med kokosblade og blomster. De står som symbolske buer mellem himmel og jord. En bro til dem, vi kommer fra.

Tidligere i april afholdt jeg et retreat her på øen sammen med IFS-træner Kay Gardner, hvor vi arbejdede med Legacy Burdens – de intergenerationelle mønstre og historier, vi bærer med os. Nogle er tydelige. Andre ligger så stille og dybt i os, at vi knap opdager, hvordan de former vores nervesystem og livssyn.

Det, vi kalder “vores måde at være i verden på”, er ofte vævet af mange stemmer. Noget er vores. Noget har vi fået med – og måske aldrig stillet spørgsmålstegn ved.

Men det kan vi begynde at gøre. Ikke for at skubbe noget væk – men for at møde det med nysgerrighed og overveje, om det faktisk støtter os i at bevæge os i den retning, vi længes efter.

Det har fået mig til at tænke over:

Hvilke dele af mig er egentlig mine?
Hvad har jeg arvet?
Og hvad ønsker jeg at give videre til de kommende generationer?

Vi kan godt ære det, vi kommer fra – og samtidig aktivt vælge til eller fra i forhold til, hvad vi ønsker at give videre.

Når vi sænker tempoet på yin-måtten og begynder at lytte indefra, opstår en anden form for klarhed. Hvis du mærker, at noget i dig længes efter at stå lidt friere i dig selv, så ved, at du ikke er alene.

Det er netop det, vores stille revolution kan:
Den inviterer os til at blive dér, hvor vi ellers ville trække os væk.
Til at mærke – ikke bare kroppen, men også det, der ligger under overfladen.

Når vi bliver mere fortrolige med det, vi mærker, bliver det lettere at skelne mellem det, der er ægte vores – og det, vi måske har båret uden at vide det.

Vi modnes ikke kun med tiden – men med vores villighed til at tage ansvar for os selv og måden, vi vælger at leve på.

Yin er ikke bare stræk – det er et rum til at møde os selv.
Og måske, lidt efter lidt, finde modet til at stå mere og mere ved os selv.

KH Trine