Behind the scenes på Bali
Vi har nu boet på Bali i 2 år, og spørgsmålet som jeg oftest får, når folk hører, at vi er taget på familieeventyr til Bali, er: "Hvordan er det så?"
Og ja, hvordan er det at bo på en smuk frodig ø i Sydøstasien?
Bali tog os med storm, og hvis du har fulgt med har du måske allerede læst når jeg har delt: Hvad der sker, når man besøger Bali og forelsker sig (klik på linket), om: Vores liv på Bali (klikbart link) og om: Hvad der har overrasket mig mest ved at flytte til Bali.
Bali er for de fleste synonym med eventyr, eksotiske grønne jungler, smuk natur, en venlig lokal befolkning, fantastiske surfmuligheder, yoga og holistisk tænkning - kort sagt, alt det vi nordeuropæer ofte sukker efter i de lange kolde måneder. Og det var også alle disse ting, der i første omgang lokkede os til Bali på ferie.
Men hånden på hjertet: Bali er så meget mere end det, man måske lige ser, når man er på gennemrejse som turist. Hvor meget jeg end elsker frodige Mama Bali, er der som alle andre steder også nogle skyggesider, som jeg ikke synes, vi må glemme i vores fortælling om, hvordan det er at bo her, selvom det ikke er en del af den gængse præsentation af Bali. Så i dag vil jeg fortælle dig om 3 ting, du ser behind the scenes på Bali:
Kvinderne står svagt
Bali er et patriarkalsk samfund. Når du som kvinde bliver gift her på Bali, foreskriver traditionen, at du flytter ind hos manden og hans familie. Den nygifte kvinde placeres nederst i hierarkiet, og forventes at føde og passe børn og hjælpe til med de ting, som mandens familie synes er passende. Hvis en kvinde ikke får nogle børn, må manden gerne få sig en ny kone. Hvis en balinesisk kvinde ønsker skilsmisse, bliver hun udstødt og mister retten til at se sine børn. Hun har intet økonomisk eller socialt sikkerhedsnet.
Hos Bali Street Mums Foundation (BSF) arbejder de med at give udstødte kvinder og deres børn et bedre liv. BSF driver en række "safehouses", hvor de udstødte kvinder kan starte en bedre tilværelse end den, livet på gaden med små børn tilbyder.
Herudover laver BSF et stort forebyggende arbejde mod trafficking med kvinder til og fra Bali. Du kan læse mere om BSF og støtte deres fantastiske arbejde HER
Færre børn kommer i skole
Den vigtigste transformations faktor i et samfund er uddannelse, og da det koster penge at gå i skole på Bali, får mange børn fra de fattigste familier slet ikke muligheden for at gå i skole. De hjælper i stedet til derhjemme og når de bliver gamle nok, bliver de sendt ud for at tjene penge. Særligt under pandemien blev mange balinesiske børn taget ud af skolen - og i de fattigste områder, er de desværre ikke kommet tilbage i skole igen.
Bali Children Foundation (BCF) hjælper mere end 11.000 børn her på Bali, så de får betalt for deres skolegang. Vi støtter Arsita som lige er startet i High School og vi har committet os til at støtte hende til hun er færdig med hendes skolegang. Hendes drøm er at få arbejde indenfor uddannelse eller sundhed, når hun er færdig med skolen.
Hos BCF kan man støtte med en donation eller sponsere et barns skolegang, og derigennem være med til at bidrage til at flere af Balis unge får en uddannelse, så de kan være med til at skabe en lysere fremtid for Balis lokalbefolkning fremover. Du kan læse med HER
Plastik er et STORT problem
Bali har ikke et ordentligt affaldssystem, og de kæmper med store mængder af plastic, som havner i de lokale floder. Da mere end 80% af affaldet i havet kommer fra floder - 9 af de 1000 meste forurendede floder ligger i Indonesien - har lokale Sungai Watch skabt et genialt indsamlings- sorterings- og up-cycling system med enkle affaldsbarrierer, som stopper plasticen i floderne inden, den når ud i havet. De har været så succesfulde med at rense floderne på Bali, de har samlet over 715.000 kg. plastik på 2 år, at de nu har sat sig som mål at rense alle Indonesiens floder inden udgangen af 2025. Du kan støtte deres ambitiøse arbejde HER
KH Trine x
PS: Vi har lavet Bali guides med vores bedste tips til, hvis du kommer til Bali. Du kan læse med HER