Følelsen af at klemme sig ned i en for lille boks

Nogle gange rykker livet i små skift - andre gange i store milepæle. 

Denne uge har jeg mærket begge dele.

Det har sat gang i refleksioner om, hvordan vi ofte lærer at gemme dele af os selv væk - og hvad der sker, når vi begynder at møde dem i stedet.

Jeg husker, hvordan jeg lærte at være den pæne pige. At skrue ned for det, der var for meget. At skjule det, der var for sårbart. 

Det blev hurtigt et mønster: at tilpasse mig.
At forsøge at passe ind i en boks, der føltes lidt for lille.

Måske derfor jeg siden har været optaget af at forstå det indre liv - både mit eget og andres.

Yogaen blev min første bevidste dialog med kroppen –
et sted hvor jeg opdagede, at vejen indad altid går gennem det somatiske.

På yogamåtten lærte jeg at mærke mig selv og tage mig selv mere alvorligt – og i takt med det voksede en længsel efter at gå dybere. Der var ingen masterplan, kun et indre drive mod at forstå.

Og da jeg i 2015 blev introduceret til IFS - den mest selvkærlige metode - som en følgesvend til yogaen, var det som om brikkerne begyndte at falde på plads.

Endelig et sted hvor det ikke handlede om at fixe eller overdøve, men om at møde det hele – også det, jeg længe (bevidst og ubevidst) havde skubbet væk.

Det blev starten på min egen stille revolution.

Ikke et stort, dramatisk brud - men en bevægelse mod en indre frihed, jeg ikke havde troet mulig. Væk fra at præstere for at høre til og hen imod at hvile i den, jeg er. En bevægelse, hvor jeg gradvist lærte at lytte til det, der trængte til opmærksomhed.

Måske kender du også følelsen af, at dele af dig selv banker på - sider, du engang gemte væk, men som længes efter at blive mødt. Min rejse har vist mig, at forandring ikke sker ved at skubbe væk - men ved at turde rumme.

Hvis du mærker, at det også kalder på dig,
er du velkommen til at tage de næste skridt sammen med mig.

Du finder en oversigt over mulighederne HER.