IFS-terapeut: hvad gemmer sig egentlig bag titlen?
For dig, der søger en IFS-terapeut, kan det være en jungle at finde rundt i. Mange bruger i dag betegnelsen IFS-terapeut – men det dækker over meget forskellige baggrunde og uddannelsesniveauer. Derfor kan det være svært som klient at vide, hvad du egentlig kan forvente, og hvem der er den rette til at støtte dig.
Jeg bliver ofte spurgt: “Hvordan ved jeg, om den IFS-terapeut, jeg vælger, har den rette baggrund?” Mit korte svar er: kig efter uddannelsesniveau og egen IFS-erfaring.
Hvis jeg selv stod som klient og skulle vælge, ville jeg gå efter en terapeut, der som minimum har gennemført Level 2 gennem IFS Institute og har haft mindst 20 timers egen-IFS terapi. Min erfaring er, at det ofte er dér, hvor viden for alvor flytter sig fra hovedet og ned i kroppen – og hvor terapeuten kan tilbyde et trygt og dybtgående rum.
Hvorfor uddannelsesniveau betyder noget
IFS er en oplevelsesbaseret metode, der hviler på terapeutens forankring i Selv-energi. Uden den forankring kan klienten risikere at møde en praksis, der bruger IFS-sproget, men ikke helt bærer modellens særlige måde at arbejde på.
Jeg møder jævnligt mennesker, der søgte IFS-terapi, men i stedet mødte noget helt andet. Derfor er tydelighed om uddannelsesniveau og erfaring vigtig – så flere kan få gavn af den dybt medfølende tilgang, som er IFS’ kerne.
Uddannelsesniveauerne i IFS – et overblik
IFS – infored
Alle kan kalde sig IFS-informed. Det kan være efter at have læst en bog, taget et online introduktionskursus eller deltaget i en workshop. Man kender begreberne, men har ingen formel uddannelse gennem IFS Institute.
Level 1 – IFS Training
Første formelle træning gennem IFS Institute. Man lærer grundprincipperne i modellen og får et solidt fundament. Mange starter her – men er stadig under oplæring og bør arbejde under supervision og vægte deres egen embodiment af modellen højest.
Level 2 – Advanced Training
Her fordyber man sig i særlige områder som traumer, tilknytning, parterapi eller spiseforstyrrelser. En Level 2-terapeut har både erfaring og en dybere forståelse af, hvordan IFS kan bruges i praksis – og bør stadig vægte sin egen forståelse og få sparring på sit arbejde med klienter.
Level 3 – Advanced Leadership
Det højeste uddannelsesniveau, hvor fokus er på integration, embodied SELF og Self-lederskab i arbejdet og livet. En Level 3-terapeut har gennemgået længere praksiserfaring og forhåbentlig masser af supervision.
Certificeret IFS-terapeut
En terapeut, der har gennemført Level 1 og minimum Level 2, dokumenteret omfattende praksiserfaring (minimum 200 sessioner over minimum 2 år for at sikre integration), fået supervision (minimum 15 timer) og får vurderet en optagelse af en IFS-session med en klient af en af IFS Institute’s reviewers – typisk en IFS trainer – for at sikre, at standarden lever op til IFS Institute’s krav.
IFS Consultant
En erfaren, certificeret terapeut, som er godkendt til at supervisere andre på vej gennem deres IFS-uddannelse og praksis.
Mit personlige blik
Jeg deler dette for at skabe gennemsigtighed – og fordi jeg ønsker, at mennesker, der søger hjælp, bliver mødt på en tryg måde.
I mange år tænkte jeg, at certificering var mindre vigtigt. Med IFS’ voksende popularitet ser jeg nu certificering som en måde at beskytte modellens gode navn og sikre kvaliteten. Når du vælger en IFS-terapeut, fortjener du klarhed omkring, hvilken baggrund vedkommende har – så du kan føle dig tryg i det rum, du træder ind i.
Jeg er selv certificeret IFS-terapeut (IFS Institute, Level 3) med en somatisk forankring. Jeg har haft over 150 timers egen IFS-terapi – noget jeg oplever som afgørende for at kunne være en tryg og kompetent guide.
For mig skal forandring ikke kun forstås med hovedet, men mærkes og rodfæstes i hele systemet. Det er dér, varig healing sker – og den rejse støtter jeg mine klienter i.