Sådan bevarer du feriefølelsen
Vi glæder os til ferien, til at slappe af, være sammen med vores kære, til en pause fra hverdagen uden deadlines og stramme tidsskemaer. Og det ER skønt med ferie - eller var, for nu er de fleste af os tilbage fra ferie igen. Spørgsmålet, der måske presser sig på, er, hvor længe vi kan bevare følelsen af ro og overskud, når hverdagen banker på igen?
Det satte nogle forskere fra Harvard sig for at finde ud af, og resultaterne er ganske interessante for sådan nogle yoganørder som dig & mig. I studiet undersøgte de en gruppe kvinder, som blev sendt en uge på ferie. Kvinderne blev opdelt i tre grupper: En gruppe holdt traditionel slapperas ferie, mens de øvrige to grupper blev sendt på retreat med yoga, meditation og refleksionsøvelser.
Da ugen var gået blev kvinderne undersøgt igen, og de viste alle markante forbedringer: Stress og indre uro var reduceret signifikant sammen med en forbedring af deres generelle helbred, mentale sundhed og livskvalitet. Samtidig med at inflammation i kroppen var reduceret og immunsystemet styrket, hvilket man bestem ikke skal kimse af i disse tider.
Men det mest opsigtsvækkende var målingen 10 måneder efter hjemkomst hvor de, der havde lavet yoga og mediteret fortsat viste en signifikant højere score, mens de, der ’blot’ havde holdt ferie, var tilbage ved udgangspunktet fra før, de tog på ferie.
Studiet underbygger tidligere studier, der viser, at ferier har en gavnlig men kortvarig effekt på vores velbefindende, mens yoga + mindfulness meditation har en vedvarende gavnlig effekt – som akkumuleres yderligere, hvis man vedligeholder en regelmæssig praksis.
En anden interessant kommentar som forskerne kom med var, at udover at ”meditation og yoga kan booste immunforsvaret, så ser det ud til at en regelmæssig praksis, har en kompleks genetisk effekt relateret til en sundere aldring.”
Nu er der ingen, der siger, at du behøver at vælge mellem at tage på ferie eller meditere. Når vi har nydt ferien og eventyrerne med familien, så kan vi vedligeholde følelsen af ro og overskud på yogamåtten & meditationspuden.
Vil du også gerne forlænge feriefølelsen? Du finder programmet for mine Yin uddannelser og retreats muligheder HER.
Kh Trine x