Hvorfor bliver jeg stadig så påvirket?

Det spørgsmål møder jeg tit. Og jeg kender det godt indefra.

Et eller andet sted er regulering blevet til noget, der ligner ro. Som om vi burde blive mindre reaktive, mindre vrede, mindre ængstelige, hvis bare vi havde arbejdet nok med os selv.

Men sådan fungerer et nervesystem ikke. Vi er skabt til at reagere. Til at blive vrede, når noget overskrider vores grænser. Til at blive bange, når noget føles usikkert. Til at mobilisere, når der er brug for det. Til at trække os, sørge, række ud og beskytte os.

Så målet er ikke ro. Målet er kapacitet til at være til stede.

At jeg kan mærke, at noget bliver aktiveret i mig, uden at det overtager det hele. At jeg kan mærke vreden uden straks at skulle gøre noget ved den. At jeg kan opdage, at en del af mig bliver bange eller får lyst til at trække sig – og stadig have en lille smule plads omkring det.

Når regulering af nervesystemet bliver endnu et projekt

Ellers bliver regulering let endnu et projekt. Endnu en måde at forsøge at være anderledes, end vi er. Endnu et sted, hvor vi kan føle, at vi ikke gør det godt nok. At vi burde være mere rolige, mindre påvirkelige, bedre til at regulere os selv.

Jeg er efterhånden mindre optaget af, hvor hurtigt vi kommer tilbage til ro. Mere af, om vi kan blive hos os selv, mens det bevæger sig igennem os. Også når det ikke er særlig roligt.

For regulering betyder ikke, at vi ikke reagerer. Og kapacitet betyder ikke, at vi skal kunne holde til mere og mere. Kapacitet vokser, efter min erfaring, når vores system i små doser får erfaringen af, at det ikke behøver at stå alene med det, der sker. Lidt ad gangen. Uden at presse det væk. Og uden at presse os selv længere ind i det.

Kroppen reagerer ofte før ordene

De dele af os, der træder frem, arbejder ikke kun gennem tanker og følelser. De kommer også til udtryk gennem kroppen.

Den del, der vil have styr på det hele, kan sætte hele systemet i beredskab. Den del, der helst vil gemme sig, kan vise sig som en impuls til at trække sig, gøre sig lille eller lukke ned. En anden kan spænde kæben, holde vejret eller gøre kroppen klar til handling. Ofte længe før vi når at tænke over det.

Når vi begynder at inkludere kroppen i vores forståelse af os selv, får vi derfor adgang til noget, der ligger før forklaringen. Vi kan begynde at opdage bevægelsen, mens den sker. Ikke nødvendigvis for at stoppe den, men for at kunne være mere til stede med os selv i den.

Fra regulering til relation

For mig er det blevet en vigtig forskel.

Hvis regulering først og fremmest handler om at få mig selv tilbage til en bestemt tilstand, kan jeg meget let komme til at møde min uro, vrede eller frygt som noget, der skal væk.

Men hvad sker der, hvis jeg i stedet møder det som noget, jeg kan være i relation med? Hvis jeg kan mærke, at der er noget i mig, der bliver bange lige nu. Eller noget i mig, der virkelig bliver vredt. Og samtidig bevare bare en lille smule nysgerrighed på det, der sker.

Det betyder ikke, at jeg ikke bliver påvirket. Det betyder heller ikke, at jeg altid kan blive i kontakten. Men over tid kan der opstå mere plads omkring det, jeg mærker.

Og for mig er det en langt mere interessant forståelse af regulering end forestillingen om, at vi skal lære at være rolige hele tiden.

Regulering handler ikke om at blive mindre påvirket. Men om at kunne være mere med os selv, når vi bliver det.

Sense of Self – når kroppen er med

Det er noget af det, vi undersøger på Sense of Self – mit 100-timers forløb i det, jeg kalder Somatic Heart-Mind: mødet mellem krop, nervesystem og vores indre system.

Med afsæt i Somatisk IFS, self-compassion, mindfulness og embodiment lærer vi vores egne bevægelser at kende indefra – oplevelsesbaseret, så vi ikke kun forstår dem, men mærker dem.

For dig, der underviser, faciliterer eller på anden måde arbejder med mennesker, bliver det også en del af den måde, vi møder andre på. Som facilitatorer er vores vigtigste opgave ikke at være upåvirkelige. Men vi har brug for at kende vores eget system godt nok til at opdage, når noget i os bliver aktiveret.

Jo bedre vi kender vores eget system, desto lettere kan vi navigere vores triggere, så de ikke navigerer os.

Læs mere om Sense of Self her →

Kh Trine