Gør, hvad du vil med dit liv

Det sagde en læge i London i 1957 til en ung, gravid Gloria Steinem. Hun var 22 år og havde brug for hjælp til at få en abort.

I dag lyder sætningen måske næsten banal. Men for en ung kvinde i 1957 var mulighederne nogle andre. Der var stærke forventninger til, hvordan et kvindeliv skulle se ud, og at gøre, hvad man selv ville med sit liv, var ikke nødvendigvis en del af planen.

Men det gjorde hun. Og hun gjorde det ikke kun for sig selv. Hun brugte resten af sit liv på at insistere på kvinders ret til at forme deres egne liv.

Gloria Steinem døde tidligere på måneden, 92 år gammel, og jeg har tænkt meget på hende siden. Hun har inspireret mig gennem sine ord, sit arbejde og den sag, hun valgte at bruge sit liv på.

Og måske især gennem sin insisteren på, at vi som kvinder har ret til vores eget liv.

Jeg så hendes Famous Last Words på Netflix forleden. Interviewet blev optaget, mens hun stadig levede, med den aftale, at det først skulle vises efter hendes død. Formatet stammer i øvrigt herhjemmefra, for serien bygger på Mikael Bertelsens Det sidste ord fra TV 2.

Det er 46 minutter med Gloria, hvor hun ser tilbage på sit liv og det, hun har brugt det på. Til sidst ser hun direkte ind i kameraet og beder os om at fortælle vores egne historier, fordi det er sådan, vi lærer hinanden at kende.

Det er virkelig værd at se.

Se Famous Last Words: Gloria Steinem på Netflix →

Jeg bliver ved med at vende tilbage til den tilladelse, hun selv fik som 22-årig. For de fleste af os har sikkert aldrig fået sådan en håndfast tilladelse til at leve vores eget liv.

Og alligevel har jeg på fornemmelsen, at mange af os går og venter lidt på den. På at nogen siger, at vi godt må hvile. At vi godt må skifte mening. At vi må sige nej til noget, vi tidligere har sagt ja til. At vi må vælge anderledes, end andre havde forestillet sig.

Men hvad nu, hvis vi kan lære at give os selv tilladelse til at gøre lige det, vi har brug for?

Det er noget af det, jeg har været allermest optaget af, både personligt og i mit professionelle liv. For det kræver, at vi kan skelne mellem det, vi egentlig selv vil, og alt det, vi gennem et liv har lært at ville, være og gøre.

Og det er ikke altid så enkelt. For det, vi er blevet præget af, føles ikke nødvendigvis som noget, der kommer udefra. Efter mange år kan det føles som os. Som vores personlighed. Vores valg. Sådan er jeg.

Og når det liv, vi troede, vi skulle ønske os, ikke føles helt rigtigt, kan det være nærliggende at tænke: Så må der være noget i vejen med mig.

Gennem mange år på yogamåtten og meditationspuden, og i mit arbejde med krop og sind, er jeg blevet opmærksom på, at vores historie ikke kun lever som tanker og fortællinger. Den kan også mærkes i måden, vi møder livet på.

I vores mønstre og reaktioner. I det, vi automatisk siger ja til. Det, vi trækker os fra. Det, der giver en lille sammentrækning. Og det, der pludselig skaber mere plads.

Ikke som en facitliste, hvor kroppen altid ved bedst, men som information, vi kan lære at lytte til.

Og netop dét kan kultiveres. Evnen til at blive stille. At mærke. At skelne. At blive hos noget længe nok til at opdage, hvad der faktisk er mit, og hvad der måske ikke længere skal have lov til at bestemme.

Det er en praksis, jeg selv har dedikeret en stor del af mit voksne liv til. Og det er måske også essensen af det, jeg forsøger at give videre til de kvinder, jeg arbejder med.

Ikke svarene, men en dybere kontakt til det sted, hvorfra vi kan begynde at finde vores egne.

Jeg voksede selv op med sætningen: Hun er sådan en dagdrømmer.

Det var ikke ment som en ros. Dagdrømme var lidt det modsatte af at være fornuftig og produktiv. Noget, man skulle vende tilbage fra, så man kunne komme videre med det virkelige liv.

Og derfor ramte en anden sætning fra Gloria mig:

“Dreaming, after all, is a form of planning.”

At drømme er også en form for planlægning.

Den gav mine dagdrømme en anden status. Ikke som sandheder, jeg nødvendigvis skal følge, men som noget, der er værd at være nysgerrig på. Noget, der måske fortæller mig, hvad i mig der længes efter mere plads.

Det er også en af grundene til, at retreats har været så skelsættende i mit eget liv, og hvorfor jeg stadig skaber dem for andre kvinder.

For et retreat er for mig langt mere end en yogaferie. Når vi træder ud af det liv, vi normalt navigerer i, og bliver længe nok i stilheden, praksissen og kroppen, kan noget blive tydeligere.

Jeg har oplevet det selv, og jeg har set det igen og igen hos de kvinder, jeg gennem årene har haft med. Ikke nødvendigvis som store åbenbaringer, men som den stille genkendelse af noget, vi måske allerede vidste, men ikke havde kunnet høre.

For hvis vi skal lære at give os selv tilladelse, må vi først kunne mærke, hvad det egentlig er, vi har brug for lov til. Og dét kræver, tror jeg, en form for dedikation.

Ikke til at optimere os selv eller finde en bedre version af os selv, men til at blive ved med at vende tilbage og lytte.

Gloria fik sin tilladelse af en læge i London som 22-årig. Hun brugte resten af sit liv på at give noget af den videre til andre kvinder.

Også kvinder, hun aldrig mødte. Også mig.

Og måske er det noget af det fineste, vi kan gøre med den frihed, som kvinder som Gloria brugte deres liv på at kæmpe for: at tage vores eget liv alvorligt nok til at lytte.

Og så give os selv lov.

P.S. Hvis du har lyst, så prøv at finde fem stille minutter i denne uge. Sæt dig, mærk efter, og spørg dig selv: Hvad har jeg brug for at give mig selv lov til lige nu? Du behøver ikke gøre andet end det. Bliv blot stille og lyt.

Og hvis du længes efter mere tid i stilheden, kan du læse om mine kommende retreats her

Kh Trine