Når kroppen endelig begynder at tale...

Om at mærke sig selv tydeligere – og hvorfor det forandrer alt
Jeg er nu tilbage på Bali igen efter nogle dejlige og intense uger i Danmark og Italien, hvor jeg underviste to uddannelsesmoduler og et retreat.
Noget af det, jeg særligt tager med mig hjem, er fortællingerne om, hvordan deltagerne begynder at mærke sig selv tydeligere – og hvordan det påvirker alt. Det er disse samtaler, der nærer mig dybt, og som minder mig om, at yoga altid forandrer os. Uanset om det er det, vi oprindeligt kommer for, eller ej.
Måske burde jeg bare begynde at sige: Jeg er somanaut – og jeg er så fandens stolt af det! – når folk spørger, hvad jeg laver.
Fra at lukke af – til at åbne ind
Mange kender til at presse sig selv så meget, at kroppen til sidst bliver tavs. Jeg har selv praktiseret yoga på måder, der mest hjalp mig med ikke at mærke. Fokus var på at præstere, presse kroppen ind i en form og holde ud.
Med tiden blev jeg nysgerrig på en anden vej: at møde kroppen indefra. At lade sanseindtrykkene få lov til at være der – og opdage, at de bærer på nøgler til både regulering og fordybelse.
Når vi praktiserer på den måde, bliver yoga en dør til at skifte vores indre tilstand. Ikke ved at presse, men ved at tillade det, der søger opmærksomhed, at være fuldt til stede.
For mig er denne form for somatisk awareness – kropslig opmærksomhed – en stille visdom, et hjem i kroppen, som jeg ikke ville bytte for noget i verden.
Somanauten i os alle
Vi bygger kropslig bevidsthed gennem sanserne. Hvorfor ikke gå til opgaven som en somanaut – en indre opdagelsesrejsende, der med nysgerrighed navigerer gennem kroppens landskab?
Kroppen lærer gennem sanserne. Huden, musklerne, knoglerne, åndedrættet – alt taler til os. Når vi lytter, skifter vores indre tilstand. Det, der før var stumt eller fragmenteret, kan begynde at åbne sig, blødgøre, falde på plads.
Yoga minder os om, at bevidsthed og Selv hænger uløseligt sammen. At vende hjem til kroppen er at vende hjem til det sted i os, hvor vi er hele.
KH Trine x



