Hun var ikke virkelig

I dag så jeg en reel med en kvinde, hvor der stod, at hun var 60. Hun bevægede sig, dansede og grinede sammen med andre, og jeg tænkte med det samme: Sådan vil jeg også ældes.
Med frihed og bevægelighed i kroppen. Med lysten til at bruge den. Og med glæden ved at bevæge mig sammen med andre mennesker.
Så læste jeg teksten under reelen lidt grundigere.
Hun var AI-genereret. Hun var ikke virkelig.
Og jeg blev faktisk lidt ramt af det. For jeg ved jo godt, at vi efterhånden skal være varsomme med det, vi ser. At billeder og reels kan være skabt kunstigt, og at ikke alt, der ligner virkelighed, er virkeligt.
Men alligevel nåede jeg at tro på hende.
Og det fik mig til at tænke på, hvor ofte det mon sker. Hvor meget passerer jeg hver dag, som jeg uden videre registrerer som virkeligt? Hvor ofte når jeg aldrig at opdage, at det menneske, jeg lige har set, slet ikke findes?
Det synes jeg er lidt vildt. Og måske også værd at huske, når vi sammenligner os med det, vi ser på en skærm.
Men der var én ting, der ikke ændrede sig, da jeg opdagede, at hun ikke var virkelig:
Sådan vil jeg stadig gerne ældes.
Ikke nødvendigvis se ud som hende. Men bevæge mig. Danse. Have frihed i kroppen. Grine. Være nysgerrig. Og blive ved med at have lyst til at bruge min krop sammen med andre.
Hun mindede mig om ikke at blive magelig. Om ikke at begynde at tænke, at jeg er for gammel. Om at blive ved med at bevæge mig, være nysgerrig og springe ud i nyt - også når det ville være lettere at lade være.
For måske har vi brug for at huske vores hvorfor. Hvorfor vi gerne vil passe på vores bevægelighed. Hvorfor vi bliver ved med at udfordre os selv fysisk og mentalt. Hvorfor vi siger ja til noget nyt. Ikke fordi vi skal holde os unge. Men fordi der stadig er så meget, vi gerne vil opleve.
Og måske er det også en lille påmindelse om noget af det, vi øver os på i vores praksis. At vende opmærksomheden tilbage til vores egen oplevelse. Til kroppen. Til sanserne. Til det, vi faktisk kan mærke her og nu.
Ikke fordi vores indre oplevelse altid fortæller os, hvad der er sandt ude i verden. Det gjorde min jo tydeligvis ikke i dette tilfælde.
Men den kan fortælle os noget om os.
Hvad bevæger mig? Hvad vækker det jeg ser, i mig? Hvad føles vigtigt for mig?
I en tid, hvor det bliver sværere og sværere at se, hvad der er virkeligt på den anden side af skærmen, tænker jeg, at den kontakt kun bliver mere værdifuld.
Hun var ikke virkelig.
Men det, hun vækkede i mig, var.
Se den reel, der satte tankerne i gang →
Kh Trine
P.S. Den længsel efter at blive ved med at bevæge mig med styrke, frihed og livsglæde ligger også i hjertet af Yang Unwind®. Her arbejder vi med slow flow yoga, somatisk og funktionel bevægelse og embodied anatomi – med kroppen som guide.



