Når fortiden styrer nutidens valg

Denne uge deltager jeg på en videreuddannelse i Internal Family Systems (IFS) om Addictive Processes og Eating Disorders – og det handler ikke om at kontrollere den “problemfyldte” adfærd, men om at lytte til mønsteret under.

For der er altid en positiv intention – en del af os, der prøver at beskytte os mod følelsesmæssig smerte.
Når krop og sind føler sig trygge nok, kan de mønstre løsne sig – ikke gennem vilje, men gennem kontakt.

Det hænger tæt sammen med det, jeg vil dele med dig i dag.

Når fortiden styrer nutidens valg

Vi kan ikke tænke os fri af det, der stadig lever i kroppen.

Vi tror ofte, at vi former vores liv gennem vores valg, intentioner og mål - men ofte er det noget helt andet, der styrer i baggrunden:

De gamle følelsesmæssige spor, der blev formet i os, længe før vi kunne vælge selv - og som stadig fortæller os, hvem vi bør og ikke bør være.
Hvad vi bør gøre – og ikke gøre.

De er så indgroede, at vi sjældent bemærker dem.
Vi tror, de er os.
At de er vores personlighed.

De viser sig som indre stemmer, der hvisker:
“Vær ikke for meget.”
“Du skal klare dig selv.”
“Det er for sent.”
– du har sikkert din helt egen version.

De opererer under overfladen – som om de er indlejret i vores knogler.
Men tag ikke fejl: De arbejder for at beskytte os, og samtidig farver de vores selvbillede, vores relationer – og endda, hvor meget liv vi tillader os selv at leve.

Selv-compassion handler ikke om at trøste alt det svære væk.
Det handler om at turde se os selv mere klart – og møde de gamle fortællinger i kroppen med nærvær i stedet for dom. For når kroppen føler sig tryg, begynder noget nyt at spire: autenticitet, frihed, selvledelse.

Det er netop det rum, vi arbejder med i Embodying Self-Compassion - et IFS-inspireret forløb med en somatisk tilgang. For vi kan ikke tænke os fri af det, der lever i kroppen. Ægte forandring sker først, når kroppen føler sig tryg nok til at give slip.

I dag arbejder jeg med klienter fra hele verden.
I sidste uge afholdt jeg et privat retreat for en kvinde fra Australien, der mærkede kaldet til at gå dybere og arbejde mere intenst med noget, der insisterede på hendes opmærksomhed.
Hun rejste hele vejen til Bali og boede i nærheden, så vi kunne mødes hver dag – i hendes søgen efter at komme tættere på sig selv og det, der kaldte under overfladen.

Det føles som et privilegium nu at være den guide, jeg selv engang lænede mig ind i – og stadig læner mig ind i hos mine mentorer.

Vi har brug for hinanden til at udforske vores indre landskab, så vi ikke farer vild i vores egne projektioner.

KH Trine