Ikke al yoga er velegnet til at skabe ro indeni
Min yogapraksis er ikke kun fysiske asanas af en god grund. Det er en udbredt misforståelse, at en hurtig, fysisk hård yoga praksis kan hjælpe mod rastløshed og indre uro. At kollapse i savasana, den afsluttende hvile, vil ikke hjælpe dig med at få dine energiresserver fyldt op igen! Tværtimod overstimulerer det nervesystemet, som er mere fintfølende, når vi er stressede.
Det, der har hjulpet mig mest i forhold til min egen rastløshed, er kombinationen af en daglig mindfulness meditation praksis og at sætte tempoet ned på yogamåtten.
Gennem mine mindfulness & self-leadership uddannelser har jeg lært redskaber til at være sammen med mine mest følsomme dele. De dele, som jeg plejede at numbe ud med at have travlt, spise for meget chokolade og træne, da jeg var yngre. HVORFOR? Fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle være med mine følelser på en sund, balanceret måde.
Rastløshed og indre uro kommer til udtryk på mange måder, som at være fanget i tankemylder, ikke være i stand til at slappe helt af etc.
Vi oplever først gennembrud, når vi ikke længere prøver at UNDERTRYKKE de bekymrede følelser, men lærer at give dem plads og acceptere dem som en del af oplevelsen.
Det er ikke altid nemt, men en regelmæssig mindfulness meditations praksis giver os nogle fantastiske redskaber til at omfavne os selv og alt, hvad vi indeholder med en selvkærlig accept! Når jeg misser min personlige praksis, mærker jeg tydeligt forskel.
Hvilke redskaber rækker du ud efter, når rastløsheden banker på?
Kh Trine