Ferieklar? 3 tips til at komme ned i gear
Gearskiftet fra fuld fart på for at få ryddet skrivebordet til ferien, og til så at sidde med benene oppe, kan godt føles lidt kontrastfyldt nogle gange. Lad mig dele med dig, hvordan jeg hurtigst genoplader min energi og kommer i feriegear.
Den bedste måde at genoplade din energi på, er at trække stikket helt! Undgå fristelsen lige at tage de sidste småopgaver med på ferie. De kan godt vente. Og ja, familien ligger mærker til, at du gemmer dig usædvanligt længe ude på toilettet med telefonen...
Derudover viser studier, at vi bliver meget mere produktive bagefter, når vi giver hjernen og nervesystemet en ordentlig pause væk fra de sædvanlige gøremål og vaner.
Her er mine 3 tips til at komme ned i feriegear:
DIGITAL KOMMUNIKATIONS-FASTE
Sluk mobilen (og alle andre skærme) – om det så bare er for et par timer. Vi tror ikke, at vi kan overleve uden, men nogle af de tidspunkter, hvor jeg slapper bedst af, er når jeg holder en digital kommunikations-faste uden mobiltelefon, nyheder og fjernsyn til at distrahere.
De sidste somre har vi startet ferien med et par dages Digital Detox for at komme ud af skærmenes favntag, og det har været så powerfuldt og givet et så fantastisk nærvær, at selv ungerne har overgivet sig. Efter et par dage finder vi telefoner og Ipads frem igen men med klare aftaler for, hvornår vi er på.
Selvfølgelig har der været diskussioner undervejs men det overordnede take-away har været alle de små fine stunder og snakke, som automatisk opstår undervejs.
UD I NATUREN
Naturen hjælper med at genetablere vores naturlige biorytmer. Sanserne bliver vækket og hjælper opmærksomheden ud af hovedet og ned i kroppen. Bare tæer i græsset eller sandet hjælper kroppen ved at optage negative ioner, som er regenererende for immunsystemet.
Den sidste uges tid har jeg været på yogauddannelse i Californien, og hver morgen har jeg startet dagen med en gåtur blandt de høje majestætiske Redwoods og lyttet til stilheden og fuglenes kvidren. Sikken en ro, det giver.
YOGA. YOGA. YOGA.
Da jeg var yngre, fortalte jeg mig selv, at jeg ikke var bygget til at slappe af. Sandheden var nok nærmere, at jeg havde svært ved gearskiftet fra at have travlt og være på, til at komme ned i gear og nyde at slappe af. Den overgang kan stadig være udfordrende.
Yoga hjælper os ned i gear. Du behøver ikke være en haj for at rulle yogamåtten ud. Glem alt om, hvordan det skal se ud. Den perfekte yogastilling er alligevel en skrøne. Mærk i stedet hvilke dele af kroppen, der trænger til at blive strukket ud eller leg med dine favorit yogastillinger. Der er ingen regler – så længe det ikke gør ondt. Overgiv dig selv til åndedrættet og sanserne – om det så er for 10 minutter. Du kan finde inspiration til yogastillinger lige her.
Bagefter vil du føle dig mere afslappet og i kontakt med dig selv. Det tør jeg godt garantere.
Ønsker dig en dejlig & nærværende sommer!
KH Trine