Måske bliver vi aldrig færdige

Måske bliver vi aldrig færdige

Vi taler ofte om livets store begivenheder som noget, der former os. Men vi taler sjældnere om, at livet bliver ved med at forme os.

Da jeg var yngre, forestillede jeg mig, at man på et tidspunkt blev den, man var. At de fleste store valg blev truffet i den første del af voksenlivet – uddannelse, arbejde, familie – og at resten af livet mest handlede om at leve det.

I dag ser jeg det anderledes.

De seneste måneder har mindet mig om, at livet bliver ved med at invitere os videre. Vores søn bor i Melbourne, og vores datter er på vej ud på sit første store eventyr. Jeg kan mærke, at de forandringer, der sker i deres liv, også kalder på nye sider af mig. Ikke fordi jeg skal genopfinde mig selv, men fordi livet inviterer mig til at opdage mere af den, jeg allerede er.

Måske er det noget af det smukkeste ved at blive ældre. Ikke at vi bliver færdige. Men at vi langsomt holder op med at tro, at vi burde være det.

For nylig hørte jeg nogen citere Carl Jung, som beskrev den første halvdel af livet som den tid, hvor vi bygger vores identitet. Den anden halvdel så han som en invitation til at vende blikket indad og lære os selv at kende på en ny måde. Det gav genklang i mig.

Når jeg ser tilbage på mit eget liv, kan jeg se, at de vigtigste forandringer sjældent begyndte med en plan. Jeg har aldrig været god til fem- eller tiårsplaner, og jeg har ofte ikke helt forstået de valg, jeg traf, mens jeg stod midt i dem. Først senere gav de mening.

Men når jeg ser tilbage, kan jeg også se, at der næsten altid var noget i mig, der vidste, at tiden var inde. Ikke nødvendigvis til at forlade noget, men til at bevæge mig. Nogle gange begyndte det som en stille længsel. Andre gange som en uro, jeg ikke længere kunne overhøre. Jeg forstod den ikke altid dengang. Men når jeg ser tilbage, kan jeg se, at den pegede mig i en retning.

Det er måske også derfor, yogaen - og senere IFS - har betydet så meget for mig. Ikke fordi de har lært mig, hvad jeg skal gøre. Men fordi de lidt efter lidt har lært mig at blive længe nok til at lytte, før jeg handler.

De har lært mig, at der findes en form for visdom, som ikke råber. Den kan ikke altid forklares, og den giver sjældent hele kortet på én gang. Men når jeg ser tilbage, kan jeg se, at den igen og igen har peget mig i en retning, længe før mit hoved kunne forstå hvorfor.

Jeg tror ikke længere, at livet handler om at blive en færdig udgave af sig selv. Jeg tror, det handler om at blive ved med at lytte.

Om at være åben for, at livet bliver ved med at forme os. Og om langsomt at lære at stole på, at noget i os nogle gange ved lidt mere, end vi selv gør.

Det er en af grundene til, at jeg elsker at undervise. Ikke fordi yoga giver os svarene. Men fordi kroppen kan blive det sted, hvor vi lærer at lytte til os selv på en ny måde.

Hvis du har lyst til at øve dig i at lytte lidt mere til dig selv, kan du finde mine aktuelle workshops, online klasser og Yin Unwind®-uddannelser i kalenderen.

→ Se kalenderen

Jeg håber, vi ses.

Kærligst,
Trine