Skip to content

Article: 3 tips til at blive en mere rummelig mor

3 tips til at blive en mere rummelig mor

Er der noget, der står som det største vendepunkt i mit liv, så var det, da jeg blev mor. Jeg husker stadig følelsen af at komme hjem til lejligheden med Frederik, vores ældste, i mine arme. Følelsen af at wauv, nu er det alvor, vi har ansvaret for et lille nyt menneske. 

Det har været en hjerteåbnende oplevelse at blive mor på flere måder, end jeg selv helt forstår. Der har været mange erkendelsesfaser i mit moderskab. De første år som mor, syntes jeg faktisk var ret svære at navigere i. Særligt i forhold til mine egne forventninger til mig selv.

Ofte bliver jeg spurgt til råds omkring det at blive mor, men ved du hvad, der er så mange måder at være mor på, så det vil jeg nødig give råd om. Hvad der virkede for mig, virker ikke nødvendigvis for dig. Derfor tager de tre tips, du får her snarere udgangspunkt i nogle refleksioner over, hvad der har hjulpet mig til at blive en mere rummelig mor:

1) Sæt tempoet ned. Når vi har (for) travlt sætter det sig i kroppen, og vi bliver lettere irritable. For meget travlhed lukker os ned og gør os hårde i filten.

2) Øv dig i at være tilstede. Multi-tasking er en myte! Vores børn er som små antenner, og de ved med det samme, hvis vi kun er tilstede fysisk. Når vores opmærksomhed er optaget af flere ting samtidigt, går det ud over nærværet, og vores empati og indlevelsesevne går fløjten. Moar, kig nu!

3) Sæt tid af til at mærke dig selv hver dag. Om det så bare er 3 minutter. Luk øjnene, træk vejret ned i maven og mærk hvordan du har det fysisk, mentalt og følelsesmæssigt. Jo mere connectede vi er med os selv, jo bedre bliver vi til, ikke bare, at rumme os selv og navigere i vores egne følelser, men vi bliver  også bedre til at rumme vores unger. Også når vi synes, de er krop umulige! 

Min yogapraksis har klart hjulpet mig meget i mit moderskab. Ikke bare den fysiske del, som har givet mig energi og ro efter behov, men særligt den mentale  træning i at være tilstede med det, der er - og ikke det, jeg syntes burde være.

Det er en ekstra bonus, som jeg ikke havde set komme, men jeg elsker, hvordan mine studier af yogafilosofi, anatomi, psykologi, biologi mv. har givet mig en større forståelse af, hvordan vi fungerer, og hvordan jeg kan bruge det i min hverdag. Både på børn og voksne. Yogaen har inspireret mig og gjort mig klogere på, hvordan vi kan skabe mere rummelige og intime relationer med vores børn og hinanden.

Jeg øver mig hver dag!

 Kh Trine

Læs mere

Hold hovedet koldt & hjertet varmt!
Mindful living

Hold hovedet koldt & hjertet varmt!

Den anden dag fik jeg en sms fra en god veninde. Der var optræk til ballade på hendes arbejde. Hun følte sig udfordret af nogle kollegaer. Mit råd til hende var: Hold hovedet koldt og hjertet varmt.

Læs mere
Hvorfor er du så stille?

Hvorfor er du så stille?

Nu trækker jeg stikket og tager på silent retreat. Det betyder at jeg slukker mobilen og lader computeren blive hjemme.

Læs mere